Rejsen

Det moderne menneske bryder sig ikke om akausale fænomener. Det har ikke længere de nødvendige forudsætninger for at håndtere dem.

I et par århundreder har vi satset på det kausale, ”den teknologiske udvikling” – resultatet har som bekendt været noget hen efter et barn med en barberkniv. Som så ofte i menneskehedens historie, fra kristendommen over demokratiet til gravide mænd, har der været tale om en fiks idé snarere end en rationel beslutning.

”Oplysningen” er en prædiken. Dette fremgår måske af, at empiristen Humes påpegning af, at kausalitet er en tolkning, og den moderne fysik konstatering af ”ikke lokale årsager” (spukhafte Fernwirkungen) ingen som helst virkning har haft.

Kausaliteten og dens særstatus som (naturlig) forklaring er mere end en tolkning. Det er en tro.

Ingen tidligere i historien har betvivlet, at kausalitet er et særtilfælde af akausalitet. Vi lever i talrige sådanne ”lommer”, hvor vi kan være nogenlunde sikre på, at vore forventninger ikke skuffes.

Vi behøver blot at hælde flasken for at fylde glasset, men dette ville ikke være tilfældet, hvis vi var i frit fald. Når kausaliteten svigter, taler vi om ”overnaturlige” fænomener, der som bekendt ikke forårsagede nogen skamrødme hos vores forfædre, eller resulterede i nogen desperate bortforklaringsforsøg, hvoraf det mest populære som bekendt er, at det er noget, vi bilder os ind.

Der er nemlig forskel på det fysiske og det psykologiske, hvor det fysiske er det, vi ikke oplever, den ydre verden. At der er en sådan, fremgår af, at der er en indre.

Fra kristendommen ved vi nemlig, at mennesket har en sjæl eller bevidsthed, der sidder inde i hjernen og trykker på knapperne, indtil den ved dødens indtræden befries fra sit jordiske hylster og genforenes med bedstemoder. Som man vil forstå, er magi kontrakausalitet – det første punktum i den bog, der som den eneste kan hjælpe os til at få styr på den.

Vi lærte kausaliteten at kende, da vi til vore forældres fortvivlelse slog søm i klaveret. Måske også det akausale, men i så fald har vi glemt det igen – børn har jo i modsætning til os fantasi.

Kan vi stifte bekendtskab med det og lære at beherske det, ligesom vi har fod på det med flasker og glas? Kan vi holde op med at se os selv som en stump ektoplasma spærret inde bag en pandebrusk?

Kan vi begynde at læse fem årtusinders religiøse overlevering som noget andet end primitive forestillinger hos de vilde, der byggede Notre Dame? I så tilfælde er det den rejse, du har foran dig!