Etik VI

At Hohlenberg ligesom biskop Ammundsen ikke kan styre sin begejstring for ”Det nye verdensbillede”, kan næppe undre.

Heller ikke, når han taler om ”Einsteins relativitetsteori og de dermed sammenhængende atomteorier” – ikke mindst Einstein havde som bekendt visse problemer med at se sammenhængen – for det hele er jo noget underligt noget!

Som i al kvantemystik bliver iagttageren noget, der ikke kan forkortes væk, hvor kvantefysikken netop gør op med forestillingen om en iagttager.

Dette overflødige og selvmodsigende jeg bliver dermed ”den egentlige menneskelige væsenskerne, som har sit udspring i en tidløs evighed”, hvorved det mest efemeriske af alle fænomener bliver det mest universelle, forjættende et mageligt efterliv.

Being the point of the exercise.

Gud kigger allerede ind ad brevsprækken!

Ifølge de idealister, der vejrer morgenluft, virker kvantemekanikken underlig, fordi vi har glemt at tage højde for virkelighedens åndelige – læs: psykologiske – komponent, hvor forvirringen netop opstår, udelukkende fordi vi insisterer på en sådan.

Den repræsenterer således ikke noget opgør med en ”materialistisk” videnskab, men tværtimod den yderste konsekvens af dette virkelighedssyn, nemlig, at den fysiske verden er det eneste, vi kan tale meningsfuldt om, frit for alle mystiske iagttagere og spiritistisk ektoplasma.

Ånden er således, hvis vi skal give dette begreb nogen mening, de fysiske og biologiske realiteter abstraheret fra den illusoriske personlighed.

Johannes Hohlenberg var kort sagt et vrøvlehoved af den type, den halvdannede middelklasse forguder for deres evne til at sprede salvelse over den borgerlige moral med rod i en liberal fortolkning af kristendommen og at ophøje truismer til evige sandheder.

Her er intet at forstå, kun citere, som højskolelærere har for vane med værker at Kierkegaard, de aldrig har læst.

Bivognen Stangerum kalder ham for et fyrtårn, og også her skal Søren inddrages.

I det mindste havde han da sund sans nok til at gifte sig med en pornomodel.