Pioneren

Dengang der stadig fandtes forlæggere og boghandlere, biblioteker og bøger, var det en stor ære at udkomme på et forlag. Til gengæld stod forlæggeren last og brast med forfatteren – og omvendt.

Og så skadede det jo heller ikke ens renomme, at man kunne fremlægge et brev med tilbud fra Gyldendal om at skifte forlag. Da jeg havde besluttet mig for den hollandske kunstner, der skulle levere forsiden til en af mine bøger, sendte min forlægger mig derned i en uge med alt betalt.

I dag kan hvem som helst udkomme hvor som helst – i det mindste en gang – så længe hun ser rimeligt godt ud og ikke forlanger penge for det, eller endnu bedre: betaler for trykningen. I dag varer et forfatterskab typisk tre måneder.

Men så har man prøvet det. Det lykkedes mig naturligvis også dengang at rage uklar med en del af anmelderne, så at Jarl Borgen over for et svensk kulturtidsskrift måtte bedyre, at jeg var ”en fin människa”.

Han betroede mig engang, at han anså mig for at være ”en pioner inden for dansk litteratur”, hvortil jeg noget politisk udiplomatisk svarede, at der var for mange indianere. Men som Danny Kaye bemærkede, da han var blevet upopulær ved på fotografernes opfordring at lægge sig i H. C. Andersens seng: ”But that’s all forgotten now, I can go to Sweden anytime!”

Jeg er gennem det sidste halve århundrede blevet kanoniseret af venstrefløjen for min udlevering af højrefløjen, og af højrefløjen for min udlevering af venstrefløjen, men det varer altid kort, grundet min påfaldende mangel på loyalitet. Folk, der under enhver omstændighed siger sandheden, kan man ikke stole på!