Juleevangeliet

Er Bibelen en bog, er den i det mindste bogen.

I al sin sammenbragthed har den dannet grundlag for en kultur, om ikke i samme grad som sin oprindelige hoveddel, Toraen. Det Ny Testamente – den nye aftale, som Bibelselskabet oversætter – er en noget speciel berith, i betragtning af dens partiprogram som formuleret af dens mytiske stifter.

“I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd. Thi jeg er kommen for at volde splid mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender.”

Mere præcist kan dette dysangelium, som the Woke Nazis har taget til sig, næppe udtrykkes. Det er vækkelse, så det forslår!

Det kom til hadefulde tabere, der ”endog hadede deres eget liv”, og det var præcis den ”befrielse”, de tyranner, der med størst held havde befriet sig selv, havde brug for, en befrielse for al menneskeligt. Med et blev alle menneskelige relationer til påtvungne roller, idet de erstattedes af en altdominerende, den demokratiske ubegrænsede lydighed over for dem, der kunne stjæle hurtigst, og som også var dem, der hadede mest.

Det had, som selv de kristne ikke var i stand til at føle, er siden blevet realiseret, til børn og ægtefælle. Nazisterne lægger ikke skjul på deres hensigter, nedbrydelse af køn og familie.

Det behøver de ikke, eftersom deres fromhed er et langt kraftigere opiat end kristendommens. Korstog og religionskrige var trods alt kun udtryk for næstekærlighed, hvorimod politisk vold og censur er tolerance.

Ikke uden grund er kristendommen den første irreligiøse religion. Religion er biologi, arvesynden.

Den er det enkelte menneskes skæbne, det, han er, det transcendente menneske, som fører ham ad rette veje for sit navns skyld – daimon. Hans samvittighed, som ikke tillader ham at se et menneske som en fjende på grund af dets køn, hudfarve og seksualitet.

Som ler ad frigørelse, fremskridt og fædrelandskærlighed. Det menneske, som tyrannerne hader og frygter mest, som nægter at heile og knæle, marchere med skilte og bannere, klappe i takt og skråle det samme, det udleverede, som pøbelen gør, fordi den ikke kan gøre og være andet.

Du finder ham ikke i flokken, men på sit kammer, hvor han finder styrke til det, der skal komme, menneskets tilbagevenden. Først og sidst er han magikeren, der er vendt tilbage til en fysisk virkelighed, som har sit udspring i mennesket.

Den, der læser GRIMOIRE som en bog, har ikke forstået den.