Godt nyt paradigme!

In The Structure of Scientific Revolutions, the philosopher of science Thomas Kuhn observed that scientists spend long periods taking small steps. They pose and solve puzzles while collectively interpreting all data within a fixed worldview or theoretical framework, which Kuhn called a paradigm.

Sooner or later, though, facts crop up that clash with the reigning paradigm. Crisis ensues.

The scientists wring their hands, reexamine their assumptions and eventually make a revolutionary shift to a new paradigm, a radically different and truer understanding of nature. Then incremental progress resumes.

For several years, the particle physicists who study nature’s fundamental building blocks have been in a textbook Kuhnian crisis. The crisis became undeniable in 2016, when, despite a major upgrade, the Large Hadron Collider in Geneva still hadn’t conjured up any of the new elementary particles that theorists had been expecting for decades.

For three decades, researchers hunted in vain for new elementary particles that would have explained why nature looks the way it does. As physicists confront that failure, they’re reexamining a longstanding assumption: that big stuff consists of smaller stuff.

Verden består ikke af partikler. Den består af teorier.

Hvorfor ”passer” relativitetsteorien og kvanteteorien ikke sammen? Et bedre spørgsmål ville være: Hvorfor skulle de?

Fordi teorier er nødt til at være om noget, en virkelighed, teorierne beskriver, men som er uafhængig af dem. Hvordan skulle vi ellers kunne stille prognoser, der muliggør teknik og vores almindelige omgang med verden?

Svaret er, at den teori, der muliggør en sådan prognose, er det, vi kalder virkelighed. Alt andet er metafysik, svarende til gudsbeviset, at der må være nogen, der har skabt den, især da den passer så godt til vore behov.

Med andre ord, der må findes en kniv, som også er en gaffel, og som må være skabt af en menneskevenlig Gud. Vi ser i spejlet og undrer os over, at vi ligner os selv så meget!

Videnskabens ”krise” går dog længere tilbage end til teoretiske partiklers utilbøjelighed til at manifestere sig som andet. Den har sit udspring i kristendommens kreationisme.

At den først erkender det nu, skyldes udelukkende, at det tager tid at opdage, at man har malet sig ind i et hjørne. Forestillingen om en ”ydre” verden har rod i den kristne om en ”sjæl” eller ”bevidsthed”, som der ikke specielt overraskende heller ikke er plads til i ”the theory of everything”, hvorfor det eneste alternativ er parapsykologi og kvantemystik.

Teorier behøver ikke at korrespondere med nogen ydre virkelighed.

Hvad de behøver at korrespondere med, er iagttagelsen.

Det betyder, at vi må tilbage i laboratoriet, til før den kristne fornægtelse af things that go bump in the night i en almægtig Guds porcelænsbutik. Derfor GRIMOIRE!