Kommunikation

Af alle teknologiske fremskridt er massekommunikationsmidlerne måske det vigtigste. Bogtrykkerkunsten gjorde det muligt at formidle viden i et hidtil ukendt omfang.

Ingen var interesseret – mindst af alle magthaverne. Hvis det havde interesseret flere at læse bøger, ville man have ansat nogle flere munke.

Internettet repræsenterede en endnu større mulighed for at danne masserne. De brugte det til at dele kattevideoer (og – ret skal være ret – porno).

Gutenbergs opfindelse gjorde det muligt for alle at eje bøger som GRIMOIRE. Alle, som havde tusind kroner tilovers, takket være et trecifret oplag.

Hvorfor skulle den trængte presse, der har svært nok ved at få sine læsere til at interessere sig for andet end nyåbnede restaurationer, omtale en bog, ingen kan læse? Og hvorfor skulle et undervisningssystem, der udklækker samlebåndsarbejdere, lære dem at læse?

Den gode Gutenberg, der begyndte sin karriere med at sælge spejle, så pilgrimme kunne tage spejlbilleder af relikvier – den tids selfies – kan altså med en vis ret siges at have levet forgæves. Ni komma nioghalvfems af befolkningen befinder sig stadig i middelalderen med korstog (Ukraine) og heksejagter (Me Too, cancellation), og jøderne (hvide heteroseksuelle mænd) forgifter stadig brøndene og begår ritualmord på bøsser.

Og det er naturligvis her, massekommunikationmidlerne – undtaget de social medier, som er forbudt – kommer ind. I modsætning til fake news udbreder de det, der skal udbredes (gerundiv: propaganda), og deres formål kan således sammenfattes i en eneste sætning.

Ganz Deutschland hört den Führer mit dem Volksempfänger! (Undtagen i USA, hvor han var en sindssyg tapetserer.)

Vi modtager hver dag en stor mængde indtryk fra vore umiddelbare omgivelser. På samme måde lærer vi mange forskellige slags mennesker at kende og omgås.

Nogle af dem smiler vi lidt ad – som ham nutskivulf med julemandskægget og de lange ord – og så smiler de igen. Det er derfor, det er så vigtigt at begrænse vores horisont til nogle tommer og et par skilte, og det er her massekommunikationsmidlerne kommer ind.

Vi ved allerede, hvad der foregår i Rusland, hvorfor alt, hvad der kommer fra den kant, er – propaganda. Selvfølgelig føler islamiske kvinder sig undertrykt, spørg bare den islamiske kvinde, der fik Politikens Litteraturpris for at sige det.

At et borgerskab, der frygter proletarisering, hader Trump, kan næppe undre, men det er ikke nok, proletariatet skal også gøre det (selv om kun danskerne er dumme nok) og elske den fascistiske diktator, på trods af den rene ondskab, der lyser ud af hans forbryderfjæs. Vi er atter allierede med Stortyskland imod Rusland, hvad altid har været nationalsocialisternes projekt.

Det er ikke noget, man taler om, eftersom massekommuníkationsmidlerne udelukkende kommunikerer hysteri og trusler. Ganz Deutschland hört den Führer mit dem Volksempfänger.