At betegne historien som en sammensværgelse er ganske legalt. Det er den.
Eller rettere, den er en fortolkning af det historiske kildemateriale, der understøtter liberalismens fabel om et fremskridt og vores egen moralske overlegenhed over de vilde semitter. Men skal den kritiseres, må det være ud fra de samme historiske kilder og eventuelt sådanne, som ingen historiker vil benægte eksistensen af, men af taktiske grunde ikke er kommet med i historiebøgerne.
Det kan blive noget af et katalog, som GRIMOIRE demonstrerer, og med nok så dramatiske konsekvenser for vores verdensopfattelse! Fremskridtstroen og den mytologi, der understøtter den, kan måske siges at være det grundlag, vores samfund bygger på – og i denne forstand lige så ”sand” som den ægyptiske – men sådanne optimistiske åmmestuehistorier om, hvordan kul og damp befriede mennesket, kan også være uhyre farlige.
Aktuelt er den hvide mands byrde – undtagen når det gælder Islam – blevet erstattet af den hvide mands selvhad. Vi er alle syndere for Gud, men helvedesprædikanterne lidt mindre end menigheden.
Denne påståede relative moralske overlegenhed repræsenterer endvidere en magt i og med, at formålet med intimidation og censur nu ikke længere er at bevare en herskende klasses privilegier, men at sikre udvalgte minoriteters rettigheder! Det kan af den ene eller anden grund være fristende at opfatte indianerne som skalperende barbarer eller fredselskende naturister, men i sidste ende hjælper det os ikke at snyde – det vil blot tjene som en opfordring til andre om at gøre det samme.
Vi kan tolke de historiske kilder på en anden måde, men vi kan ikke opfinde dem. På samme måde betyder opgøret med den klassiske fysik ikke, at anything goes, lige så lidt som opdagelsen af ”mystiske stråler og vibrationer” som radiobølger ”forklarede” telepati.
I stedet må vi præcisere, hvad der er galt med det aktuelle paradigme, og hvilke konsekvenser det kan have. Måske er liv på andre kloder og intelligente maskiner sjovere end fotosyntese, men som læsere af GRIMOIRE vil opdage, er verden spændende nok!
Hvordan kan man vide, om man fortolker en historisk kilde korrekt?
Det kan man aldrig være. Men jo flere man konsulterer, jo nærmere kommer man den pågældende tids tankegang.
Og formålet med at læse romere er for mig at forstå, hvordan en romer tænker. Hvad en folkekirkepræst mener om Nero, har aldrig interesseret mig.
Det giver god mening. Men hvordan fortolker man da en (forhistorisk) arkæologisk kilde? I sådanne tilfælde er der jo ingen skrifter, som kan forklare kildens oprindelige rationale. Hvordan skal man f.eks. forstå et offerfund fra bronzealderen? Uanset hvor mange af sådanne offerfund man konsulterer, får man jo ikke nogen indsigt i den bagvedliggende tankegang!
I så tilfælde må man konsultere folkeslag, der står på ungefær samme “kulturtrin” – der findes trods alt stadig stammer, der befinder sig i stenalderen. Man vil da ofte finde, at lighederne på trods af klimatologiske forskelle er slående.
Dette kræver lmidlertid en forståelse af de religiøse og magiske grundbegreber på deres egne præmisser som en virksom teknik. Det er blandt andet her, GRIMOIRE kommer ind!
Tak for svar! Jeg ser frem til at læse den.