Historie og mytologi

Historie og mytologi er naturligvis to forskellige ting. Begge handler om nutiden, men hvor historikeren ser den som et løfte om en utopisk fremtid, fortiden fører frem til, er mytologien et minde om et tabt paradis – eller i lykkeligere tider en mindelse om, at det hver dag skal vindes på ny.

Det er ikke en selvfølge, at solen står op, og regntid følger tørtid, men resultatet af en pagt. I tider med misvækst forekommer det indlysende, at den er brudt.

Dette fører igen til nødvendigheden af bodsøvelser og apotropæiske ritualer som affaldssortering. I modsætning til historien er mytologien realistisk og entropisk.

Når et menneske er sygt, er formålet med behandlingen af patienten, at han skal blive rask, ikke, at han skal blive tre meter høj. På samme måde forjætter myten en tilbagevenden, til en sund menneskehed, et retfærdigt samfund, og så videre.

Dette gælder dog selvsagt ikke de få progressive, der vil have mere på bekostning af de mange, den reaktionære befolkning, der ikke forstår den trussel, fred og fordragelighed repræsenterer, og er blinde for fremmede potentaters forbrydelser og deres egne fordomme mod negre, kvinder og bøsser. Den klassiske naturvidenskab fremstiller på samme måde mennesket som værende i kamp med naturen.

Historien beskriver, hvordan mennesket skridt for skridt har lært at beherske denne natur frem til i dag, hvor det har udvidet sin økologiske niche til et paradisisk tusindårsrige. Aldrig mere behøver mennesket at frygte naturkatastrofer og hungersnød, og hertil kommer, at menneskets betvingelse af sin egen natur til fordel for næstekærlighed og tolerance har gjort krige umulige.

Ikke uden grund ser vi med gru tilbage på vores barbariske fortid. Helst ville vi helt glemme den, brænde dens skrifter og omstyrte dens billedstøtter, selv som en stadig mindelse om, hvor langt vi er nået!