Mentalitetsændring?

”En kollektiv mentalitetsændring har ramt den danske sjæl,” skriver Thomas Bredsdorff i dag i Politiken. ”Vi er blevet frådende militarister.

Endnu fører vi kun krig via stedfortrædere, men ih, hvor vi nyder at sende våben af sted – flere og flere, større og større. Vi er parat til at kæmpe til sidste ukrainer. Forslag om flere penge til kugler og krudt glider lige så let igennem Folketinget som skattelettelser til de rige.

Forsvarsministeren, der til sit kontor kan låne, lige hvad han vil fra statens malerisamlinger, har i stedet for valgt at pryde hele væggen bag sit skrivebord med en kæmpemæssig fotostat af kampvogne. Måske skulle man genindføre den betegnelse, foretagendet havde helt op til 1950, Krigsministeriet.”

Det er dog svært at få øje på nogen mentalitetsændring, jævnfør regeringens opfordring i Danmarks Radio til at springe op og spænde bælte i 1941: ”Vi Danske har et Sind, som rækker langt, naar det gælder om at vise Taalmodighed, og vi tager mange alvorlige Tilskikkelser med det sunde Humør, som altid har kendetegnet vort Folk, men naar Ransmænd forsøger at trænge ind, saa hæver vi vor Haand til Slag.”

Det gik bare ikke så godt, sidste gang vi hjalp nazisterne mod russerne, og det har befolkningen så meget naturligt skullet have et lille århundrede til at glemme. Hitler sagde det måske bedst: ”Die Aufnahmefähigkeit der grossen Masse ist nur sehr beschränkt, das Verständnis klein, dafür jedoch die Vergesslichkeit gross.”

Vi er et lille folk med små hjerner, og derfor vil vi altid holde med de store. I det mindste, til de store bliver de små.

Danmark er et fladt land. Vi har lært at vende med vinden.