Grimoire – Magiens mulighed III

At denne sansende og handlende bevidsthed blot er en metafor for hjernens forskellige funktioner. Og som kan være udmærket til brug i selskabelige foreninger (hvor den da også er mest påfaldende), men kommer til kort, når vi skal forklare magi, den ”psykologiske” påvirkning af den ”fysiske” verden – den ikke mindre mirakuløse viljeshandling undtaget.

Vi stejler over for den tanke, at mennesket skulle være en maskine, en blot og bar automat. Og dog er der intet i dets konstruktion, der tyder på, at det skulle være noget som helst andet.

Værre er det, at livets – vores livs – mening skulle være at give en cellekoloni de bedst mulige livsbetingelser. Samt at søsætte et par redningsbåde, børn, inden skuden synker.

Kan det virkelig være formålet med kunst og kultur, religion og videnskab? Tja.

Det er denne naturfrygt, der står bag arvesynden, kreationismen og det moderne opgør med køn og seksualitet. Vi vil være noget mere, end vi er, og bliver dermed noget mindre.

Massemennesker i stedet for magiske mennesker. Vi er for fine til os selv.

Vi har lagt vore kampe bag os. Engang var de forudsætningerne for vores aktuelle viderekomne eksistens, nu er de et skamfuldt minde om vores vilde ungdom, slaveri og folkedrab.

Det er omsider lykkedes os at bekæmpe alle syndige drifter og opløse alle menneskelige forbindelser bortset fra medlemskortet. Jævnfør et citat af den populære Kierkegaard, der med garanti ikke vil komme til at indgå i noget sensitivítetskursus.

Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger.

Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede.

Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem!

Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.