Cuique deus!

GRIMOIRE er mange ting. Den er, som titlen og bagsideteksten siger, en lærebog i magi.

Men ligesom religionen har sit udspring i magien, finder vi magien i religionen. Magien har som forudsætning den tankegang, vi kalder religiøs, forståelsen og accepten af, at verden ikke er psykologisk, men fysisk, med andre ord, at erfaringen og ikke fornuften, den syntaktisk begrænsede og begrænsende logik, er vejen til den.

Qua hjerneprodukt er den analog, før den bliver digital, akausal, før den bliver kausal, overnaturlig, før den bliver naturlig. Religionens afvikling kan således siges at have sin egen logik, som en primitivisering.

Den fysiske verden er ikke et kosmisk signal. Den har sin rod i kød og blod.

For os er religion kristendommen, men uheldigvis har kristendom ikke noget med religion at gøre. Religion er forholdet til det overnaturlige, kristendommen troen på, at der for to tusind år siden var nogen, der havde et forhold til det overnaturlige.

Det samme gælder alle andre såkaldt ”levende” religioner. Deres subtekst og centrale dogme er, at verden engang var overnaturlig, eller at der engang var nogen, der troede det.

Vi er religiøse, når vi tror det, eller når vi tror på dem, der troede det. Guderne er for konkrete, for fysiske, men så har vi Gud, et passende kompromis mellem eksistens og ikkeeksistens.

Så længe vores gud holder afstand, eller i det mindste holder sig så langt væk, at vi er ude af stand til at bestemme, om han er fugl eller fisk, er han okay, men hvis han dukker op i soveværelset, er han en hallucination. Som oplyste mennesker tror vi kun på det, vi ikke kan se.

Teologien er den fromme udtryksform for, at guder ikke er til. Gud har erstattet dem, og selv om han er ufattelig, ved vi dog, at han kommer med gaver til os, hvis vi sender ham en ønskeliste – den Almægtige har trods alt ikke andet at tage sig til.

Han er med i hver eneste spurv, der falder til jorden, selv om han indimellem taber et par millioner under en hungersnød. Det beroligende ved julemanden er, at vi ikke tror på ham – hvis en skægget mand i nissedragt kom ned gennem skorstenen, ville vi ringe efter politiet.

”Min gud” har ikke længere nogen mening. Og dog er det det eneste religiøse udsagn, der giver mening.

Vi leder ikke efter Mennesket på Krak, men efter et menneske. Det er det, vi har et forhold til, som er os kært.

Du skal ikke begære din næstes gud, hans accept eller noget andet, der hører ham til. Vi opnår erkendelse gennem erfaring.

Troen er erkendelsens fjende. Derfor GRIMOIRE, og derfor er den også en magihistorie.

Den er et fremmed sprog, men uden det vil vi klare os dårligt i det fremmede land, den fysiske verden er blevet for os. Vi har ikke brug for religionen.

Vi har brug for en ny religion. GRIMOIRE er helligskriftet, men dets formål er ikke. at vi skal tro på det, men at vi skal mistro alt andet.

Det kan være svært i et trossamfund som vores. Aldrig har dogmet været så absurd, for at sikre, at vi virkelig tror, at det ikke er noget, vi selv er nået frem til.

Aldrig er kætteren blevet løjet så meget ondt på. Og imod den kollektive løgn er der som sædvanlig kun et middel: Gå ind i dit kammer.

Når du skruer ned for stereoanlægget, vil du høre dit eget hjerte slå. Og du vil blive skrækslagen!