Det homoerotisk fikserede SA brændte i hundredtusindvis af sexologiske og andre pornografiske værker. Man skal imidlertid vare sig, når man identificerer nazisme med homoseksualitet.
For disse nazister var den blot en ultimativ maskulinitet (hvilket blandt andet fremgår af, at ”feminine” homoseksuelle blev aktivt forfulgt!) Tankegangen er formodentlig, at en pervers ideologi som fascismen også må være seksuelt afvigende.
Resultatet er det populære billede af nazismen, vi finder i Viscontis ”The Damned”: Et orgie med brunskjorter og mænd in drag som deltagere. Han sætter endda lighedstegn mellem nationalsocialismen og den ”dekadente” Weimarrepublik, den mere end noget andet fordømte, Kaj Munks ”ækle, skeptiske og nydelsessyge overklassejøde i Berlins saloner”.
Men nazismen vokser ikke ud af nogen form for lidenskab, den er et opgør med alle lidenskaber, selve den menneskelige natur. Den har rod i det velbjærgede borgerskab, der beklager befolkningens ringe moralske habitus, arbejderen, det kommer fuld hjem og tæver sin kone, og bekæmper pornografi og utugt.
Dens filosofi er puritanerens, gammeljomfruens og den frelste teenagers, dens racisme forarget pænhed. Michel Foucault undrer sig med god grund.
“How could Nazism, which was represented by lamentable, shabby, puritan young men, by a species of Victorian spinsters, have become everywhere today – in France, in Germany, in the United States – in all the pornographic literature of the whole world, the absolute reference of eroticism? All the shoddiest aspects of the erotic imagination are now put under the sign of Nazism.
Nazism wasn’t invented by the great erotic madmen of the twentieth century but by the most sinister, boring, disgusting petite bourgeoisie you can imagine. It’s the infected petit bourgeois dream of racial propriety that underlies the Nazi dream.“
Be First to Comment