Når religionen ophører med at være den daglige omgang med den fysiske verden, bliver den en ”tro” – das Opium des Volkes. Det aktuelle eksempel er vækkelsen (”Woke”) og det resulterende præstestyre i USA.
Motivet er som altid økonomisk, i dette tilfælde bevarelsen af den herskende klasses privilegier. Hvor religionen handler om menneskets forhold til naturen, primært dets egen, gælder den pseudoreligiøse tro dets forhold til samfundet.
Som religionen afvikles, lægges vægten mindre og mindre på køn og slægt, og mere og mere på ortodoksi og moral. I sidste ende bliver den en blot og bar trosbekendelse, idet der fra magthavernes side lægges vægt på at gøre dogmerne så absurde som muligt – kødets opstandelse af en sløjfet grav, gravide mænds ret til fri abort – for at adskille dem fra den daglige erfaring (Djævelens blændværk, fordomme).
Credo quia absurdum. Vi tror ikke, at kvinder er undertrykte, på trods af denne påstands åbenlyse absurditet.
Vi tror på grund af den. Der er jo nemlig ingen grund til at påtvinge nogen overbevisningen om, at to og to er fire.
Troens absurditet legaliserer statsmagtens magtanvendelse i form af censur og vold, det totalitære samfund i dens befæstelse af den sociale ulighed. At de ”revolutionære” kræfter i samfundet repræsenteres af en selvudnævnt elite bestående af de velbjærgede og veluddannede, der ikke lægger skjul på deres foragt for det racistiske og sexistiske proletariat, undrer os ikke mere end i sin tid kirkens jordbesiddelser.
Be First to Comment